Velkommen til min personlige fortælling om hvorfor yogaen er min helt store passion, min livsfilosofi – Det jeg tror på og tilsigter at leve efter.
Jeg er opvokset med yogaens elementer af meditation og måde at forstå mig selv og mine omgivelser på. Jeg var et meget sensitivt barn og jeg elskede at være i mit indre rum med stilhed, fantasi og nærvær med nuet. Min sensitivitet bevirkede også, at jeg nemt kom til at føle mig forkert og jeg havde som barn og ung meget svært ved i sociale sammenhænge, at vise hvem jeg virkelig var. Jeg fik opbygget en indre overbevisning om, at jeg ikke skulle tro, at jeg var noget. Hvis jeg blev ”for meget” ville min familie, lærere og venner ikke bryde sig om mig. Det resulterede i, at jeg al for ofte tillod at præstationsstemmen styrede mine valg og handlinger i stedet for at lytte til, hvad jeg virkelig havde brug for og drømte om. Jeg levede et liv på automatpilot, med en konstant kørende monkey mind og var kun i glimt i kontakt med mit indre rum og stilhed. Min redning kom, da jeg blev mor til 3 vidunderlige drenge, som fra første dag bragte mig tilbage til min barndoms kontakt med nærværet, mine værdier og hvad jeg tror på her i Livet. Livet udfordrer os jo heldigvis ind imellem og da jeg, efter 8 år som folkeskolelærer, fik en voldsom hjernerystelse, oveni en tidligere periode med arbejdsrelateret stress, skilsmisse og tab af forælder, blev jeg af neurologerne indstillet til pension. Jeg havde imidlertid sideløbende med den lægefaglige behandling praktiseret yoga hver dag i den 2-årig sygdomsperiode og bad derfor om at få tilkendt et ressource forløb, da jeg troede på, at yogaen kunne hjælpe mig tilbage på arbejdsmarkedet. I dag, flere år senere, har jeg stadig varige men efter hjernerystelsen, men med yogaen som en integreret del af mit arbejds- og privatliv er jeg tilbage på arbejdsmarkedet med langt større glæde og styrke end tidligere. Yogaen giver mig en balance mellem indre ro og handlekraft, som er i overensstemmelse med mine dybeste værdier. Så selv om livet heldigvis fortsat vil udfordre og jeg kan vakle for en stund, finder jeg altid via min yoga praksis hurtigt tilbage til min rette vej og retning. Jeg har på egen krop, sind og sjæl oplevet, og oplever hver dag, hvad yogaen kan, hvis blot vi træffer et bevidst valg om, at committe os til yogaen. Hvis vi slipper vores indre præstationsstemme og konstant kørende monkey mind og ”lader yogaen gøre os, lever og er yoga” vil vi møde os selv, hinanden og naturen i en harmonisk forbundenhed, der vil skabe langt mere sundhed, lykke, kærlighed og fred i verden. Det er derfor jeg er her i dag.